Da jeg var færdig med de syv bind om Eske Litle skortede det ikke på opfordinger til at skrive en ny serie, men jeg slog mig noget i tøjet, da jeg var bange for at komme til at gentage mig selv.
Jeg kommer en del i England på vej til og fra Wales, og i en boghandel i Hungerford – mener jeg, det var – faldt jeg tilfældigt over Cnut – England’s Viking King af M.K. Lawson. Jeg kendte ikke meget til Knud, bortset fra hvad jeg huskede fra min skoletid: At han bød bølgerne lade være med at oversvømme sine fødder, at han lod sin svoger dræbe, fordi denne vandt over ham i skak, og at han var konge af både Danmark, Norge og England.
Bogen var en øjenåbner for mig. Her mødte jeg en ung – højst 22 årig – vikingekonge, der, efter at have undertvunget England og udsat en del af befolkningen for en barsk skæbne – en gruppe gidsler fik uforskyldt hugget hænder, næse og læber af – indkaldte de undertvungne stormænd til sammen med sine vikingehøvdinge at mødes med ham i Oxford for at lægge grunden til, hvordan hans nye rige skulle styres. Dén opførsel harmonerede ikke med, hvad jeg ellers havde hørt om foregik blandt vikinger dengang, så jeg fattede en dyb interesse for Knud.
Jeg fik fat i alt, jeg kunne lægge hænderne på, om Knud, angel-sakserne og England i begyndelsen af 1000tallet, læste og diskuterede med alle, der kom i nærheden af mig, og fik til sidst en følelse af, at jeg havde et grundlag til at skrive en ny serie på. Ikke mindst, da landets mange forskellige folkeslag, som alle søgte enten at få del i magten eller at undgå, den knuste dem, gav baggrund for, at der kunne ske et mord eller to.
Jeg gik så i gang med at tænke romaner.
Det var Halfdan, jeg først så for mig: En ung – meget ung – lykkeridder, der har mistet alt og kun har én ambition: At genvinde det, han har mistet. At han er ung, er velovervejet: Serien er en udviklingsroman over syv bind, og det er fortællingen om en selvoptaget, kvindekær sjuft, der gradvis modner og tager sit ansvar på sig. Denne udvikling bliver tydelig fra bind 4 og fremefter – med vilje fra min side, Halfdan skulle først etableres som ansvarsløs sjover.
Fordelen med Halfdan, der, som hans navn siger, er halvt dansker, halvt sakser, er, at han behersker begge sprog, så jeg slap for hele tiden at skulle skrive «så vidt vi forstod hans danske» osv.
Jeg måtte nu have en forstandig, alvorstung modsætning til Halfdan, en mand, der havde uddannelse, men ikke var munk eller præst, en mand, hvis evner var eftersøgt af mange, så han og Halfdan fik mulighed for at rejse rundt i landet. Jeg var så på et af mine sjældne besøg i København, og her lå – tilfældet igen - en bog om manuskriptilluminationer i vinduet i en antikvarboghandel. Her kom svaret til mig, og Winston havde taget form og personlighed, inden jeg var nået ud af gaden, butikken lå i.
Det stod klart for mig, at der skulle en tredje person til for at skabe spillerum for interpersonelle konflikter og flere aspekter på opklaringsarbejdet. Egentlig havde jeg tænkt, Halfdan skulle være udstyret med en trofast træl hjemmefra, der ville følge ham i tykt og tyndt, men netop fordi jeg havde gjort samme Halfdan til denne ansvarsløse trussetyv, fik jeg idéen til at lade den tredje være en kvinde. Og derfra stod det ganske klart, at hun skulle blive Winstons kæreste for at udfordre Halfdan, der ærlig talt finder det lidt pinligt med disse to gamle mennesker – Winston er sidst i trediverne/begyndelsen af fyrrerne og Alfilda nogle år ældre end Halfdan – som bliver forelskede, og som heller ikke er alt for hurtig til at medgive, at Alfilda er både klog og tænksom.
Knud gav sig selv: Han er magten, der er den egentlige hovedperson, også selv om han ikke nødvendigvis er til stede i hver roman. Det er ham, der giver dem opgaverne, ham, der styrer dem, og ham, hvis gunst Halfdan er afhængig af.